Seminar om Speedbådsprøven 2008
Resume af seminar om Speedbådsbogen fra Weilbach lørdag den 1. marts 2008 i Bella Center I forbindelse med udgivelsen af Speedbådsbogen fra Weilbach afholdt Weilbach et seminar for ca. 30 undervisere og bemyndigede fra det meste af landet. Formålet med seminariet var, at deltagerne – med udgangspunkt i egen undervisnings- og prøvepraksis – skulle diskutere forholdet mellem egen praksis(ser), Søfartsstyrelsens bekendtgørelse / Uddannelsesplan og indholdet af den nye Speedbådsbogen fra Weilbach. Med andre ord: Passer indholdet og niveauet i Speedbådsbogen fra Weilbach med kravene til Speedbådsprøven? Efter et oplæg fra forlaget og forfatteren diskuterede deltagerne i tre grupper - de praktiske færdigheder i styring og manøvrering - omfang og niveau af søvejsregler - omfang og niveau af søkort og sikker sejlads Gruppernes arbejde blev fremlagt for de øvrige deltagere, og gruppernes synspunkter blev diskuteret mellem alle deltagerne. Her følger de vigtigste kommentarer: Kapitel 4 Søsikkerhed Udstyrsliste: - Årer burde suppleres med / padler. - Sikkerhedsudstyret burde stå i prioriteret rækkefølge, så kompas kom højere på listen. - Opmærksomhedssignaler burde også nævnes. Forfatterens kommentar: Udgangspunktet i bogens tekst for udstyrslisten er kravene til udlejningsfartøjer, og derfor bør listen også følge disse krav. Kapitel 6 Sømandskab Knob & stik: - Måske kunne ”flamsk knob” og ”råbåndsknob” undværes. Modargument blandt deltagerne: Speedbådsprøven kan udgøre den praktiske del til Duelighedsprøven, og derfor bør der være samme krav til knob & stik. Anker: - Paraplyankeret kunne suppleres med ”Fortress-anker” eller lignende for større både. Slæbning: - Bogen bør indeholde en advarsel mod fastgørelse af slæbetov fremme i siden på båden p.g.a. kæntringsfare og p.g.a. slæbetovets bevægelser hen over båden. - Vigtigt at nævne betydningen af brug af hanefod samt illustration af hanefod. - Ønske om beskrivelse og illustration af slæbning med den slæbte båd fastgjort på slæberens bov – til brug i havne med snæver plads. Kapitel 6 Styring og manøvrering - Stor ros til de indlagte øvelser. Forfatterens kommentar: Der er ingen, der har bemærket, at styring i mærke ikke er nævnt i Uddannelsesplanen! – Skal denne form for styring fremover være med i bogen? Mand-over-bord-manøvren – lang og indgående diskussion: - Kritik af hurtig-stop som start på MOB-manøvre. - Kritik af, at bogen nævner, at man hele tiden skal holde den overbordfaldne om styrbord. - Kritik af 5º fra vinden – hellere større vinkel. - Forslag om, at manøvren opstilles i punktform. Modargument blandt deltagerne: Bogens MOB-manøvre er ikke ”den eneste rigtige MOB-manøvre, men blot ét forslag til én øvelse. Hver MOB-situation kan løses på mange måder, og prøveaflæggeren skal vise, at han/hun kan bruge sin sunde fornuft – ikke én bestemt, indlært metode. Mand-om-bord-manøvren: - Tip: Læg den overbordfaldne over motorbenet, og brug motorens tilt-funktion til at hejse personen op. Kapitel 7 Søvejsregler Skibslys: - Omfanget af fremhævede skibslys (motor, sejl, ankerligger) på omslagets inderside foran var i orden, evt. kunne flere skibslys også fremhæves – der blev dog ikke enighed om hvilke. Vigeregler for sejlskibe: - Indgående diskussion om, hvorvidt vigereglerne for sejlskibe burde være en del af pensummet, fordi der kan opstå en vigesituation mellem to sejlskibe lige foran en speedbåd. Modargument blandt deltagerne: Hellere en generel advarsel om sejlskibes begrænsede muligheder for at holde fart og kurs (vindspring) samt sejlskibes tilsyneladende uberegnelige kursændringer på krydssejlads. Planing 200/300 meter fra kysten: - Forslag til en meget klar tekst om, at speedbåde først må plane 200/300 meter fra kysten. DW-rute og Trafiksepareringssystem - Ros til søkortillustrationen af DW-rute og Trafiksepareringssystem. Motorbåd < 7 meter og < 7 knob - Ønske om illustration af langsomtgående motorjolle for ikke at friste hurtigtgående speedbåde til kun at sejle med hvidt 360º-lys uden sidelys. Modargument: Netop hurtigtgående speedbåde må max. sejle 7 knob om natten, hvis de ikke har sidelys. Kapitel 8 Søkort og sikker sejlads Lg. + br.-skala / søkortudsnit - Ønske om lg. + br.-skala på søkortudsnit til positionsopmåling og til distanceopmåling. - Ønske om flere og større søkortudsnit til øvelser i kurs og distance. Ny midlertidig farvandsafmærkning - Bogen mangler den nye midlertidige vragafmærkning blå-gul lodretstribet. Endelig var der forslag om en lamineret ”Codan-planche” med et tegnet resume af vigeregler, skibslys, dagsignaler, tågesignaler, bøjer, båker, fyr, Danmarkskort for indadgående etc.. Forslaget formidles videre til Weilbach. Efter disse diskussioner, forslag og kommentarer var der enighed blandt deltagerne om, at Speedbådsbogen fra Weilbach er en spændende lærebog til speedbådsprøven. Bogen blev rost for de mange flotte illustrationer, det flotte layout og det klare sprog, og blandt deltagerne var der stor enighed om at benytte bogen fremover i undervisningen. Forlaget og forfatteren takkede det store fremmøde, de spændende og udbytterige diskussioner og den flotte modtagelse af bogen. Vi håber på at kunne mødes ved en senere lejlighed. med venlig hilsen Jørn Duffy Villumsen forfatter